Hovedlus bosætter sig i hovedbunden på de smittede personer. De lever af menneskeblod, som de suger med jævne mellemrum i løbet af dagen. Men hvor kommer lusene fra, og hvordan får man lus? Disse spørgsmål – og flere endnu – får du svar på i dette blogindlæg.
God læselyst!
Hvad er lus?
Lus er et snylteinsekt, der lever af menneskeblod – og kun menneskeblod. Lus kan altså ikke overleve på hunde, katte og andre pelsklædte kæledyr.
Hovedlus er den mest udbredte form for lus i Danmark, og stort set alle børnefamilier kommer til at stifte bekendtskab med denne type lus. Hovedlus er små insekter uden vinger. De har seks ben, som hver især ender ud i en klo. Disse kløer bruger lusene til at holde sig fast med. Lusene er kun nogle få millimeter lange, og æggene er endnu mindre, hvorfor de også kan være meget svære at finde i hovedbunden. Du kan læse meget mere om lus generelt i dette blogindlæg.
Når vi i resten af blogindlægget taler om lus, henviser vi til almindelige hovedlus. Der findes imidlertid også to andre typer lus, man som menneske kan komme til at døje med. Det gælder fladlus og kropslus. Fladlus lever – ligesom hovedlusene – i hår, men ikke den slags, du finder på hovedet. Derimod lever de gerne i kønsbehåringen, under armene samt i øjenbryn og -vipper. Da fladlus kan bo i kønsbehåring og smitter ved tæt fysisk kontakt, bliver lusene fejlagtigt ofte omtalt som en seksuelt overført sygdom. Du kan imidlertid også blive smittet med fladlus, uden du har været intim med et andet menneske.
Kropslus hænger sammen med dårlig hygiejne og findes derfor stort set ikke i Skandinavien, hvor vi generelt har et højt hygiejneniveau. Før i tiden har der været store problemer med kropslus, fordi hygiejnen har været dårlig.
Hvordan opstår lus?
Man kan ikke rigtig sige, at lus ”opstår”, for de dukker naturligvis ikke op ud af den blå luft. Derimod kan man tale om, at der opstår et ”udbrud” eller en ”epidemi” af lus, hvor der er særligt mange af dem i omløb. Det kunne for eksempel være på en folkeskole eller i en børnehave.
Akkurat ligesom alle andre dyr skal formere sig og sprede sig for at bevare deres plads her på jorden, skal lusene også. De ”opstår” altså ikke, men fortsætter derimod med at eksistere ved at sprede sig fra menneske til menneske.
Hvor stammer lus fra?
Lus er et insekt ligesom så mange andre insekter her på kloden. De kan sammenlignes med tæger, som – ligesom lus – er snyltere, der lever af et andet væsens blod. Vi vil undlade at gå i dybden med lusens historie set fra et evolutionært synspunkt, men alt tyder på, at mennesket alle dage har døjet med lus i forskellige afskygninger. Det samme gælder for dyr.
Der findes mange forskellige typer lus, som lever på forskellige dyr. For eksempel har chimpanser også ofte lus, og disse minder meget om dem, man kan finde i hovedbunden på mennesker. Der ér imidlertid forskel på de forskellige typer lus, og lus fra dyr kan ikke leve på mennesker – eller omvendt.
Hvordan får man lus?
Enhver med hår på hovedet kan risikere at få lus. Uanset om du har langt eller kort hår, kan lusene finde på at bosætte sig i din hovedbund. Modsat hvad mange går og tror, kan lus hverken hoppe eller flyve, og de kan således kun bevæge sig fra én hovedbund til en anden, når de to pågældende hoveder er helt tæt på hinanden. Du får altså ikke lus ved at være i samme rum som én, der har lus. Derimod kan du blive smittet ved kram eller anden form for nærkontakt, hvor du har dit hoved helt tæt på en anden persons hoved.
Hvad kommer lus af?
Lus smitter udelukkende ved at kravle fra én hovedbund til en anden. De dukker altså ikke pludselig op i dit hår, medmindre du har været helt tæt på et andet menneske, som har været så uheldig at få lus.
Før i tiden har man troet, at det at få hovedlus hang sammen med dårlig hygiejne, men i virkeligheden er lus fuldkommen ligeglade med, hvordan og om du plejer dit hår. De er hverken mere eller mindre tiltrukket af beskidt hår, og der er altså ingen sammenhæng mellem dit hygiejneniveau og risikoen for, at du bliver smittet med hovedlus. Når det kommer til lus, er vi alle ganske enkelt lige.
Som vi var inde på lidt tidligere, hænger forekomsten af kropslus sammen med dårlig hygiejne, og der er således stor sandsynlighed for, at det er her, misforståelsen er opstået.
Hvordan smitter lus?
Vi har allerede nævnt det nogle afsnit ovenfor, men vi kan ikke sige det ofte nok: Hovedlus smitter udelukkende ved nærkontakt mellem to mennesker. De kan ikke hoppe fra ét hoved til et andet, som mange går og tror, men kan derimod kun kravle fra hovedbund til hovedbund.
Grunden til, at det typisk er børn, der døjer med lus, er, at børn gerne leger og tumler tæt. Når børn for eksempel leger i et puderum, kommer de tit helt tæt på hinanden med hovederne, og det er her, lusene smitter.
Som voksen kan du naturligvis også blive ramt af lus – for eksempel fordi du krammer dit barn, som har slæbt lus med hjem fra daginstitutionen. Når først de er i en familie, er de svære at slippe af med igen, fordi familiemedlemmerne krammer og leger på kryds og tværs, og på den måde bliver de ved med at smitte hinanden. Er I i familien først blevet ramt af lus, gør I således klogt i at gennemtjekke alle for lus, så de små kryb ikke får lov til at smitte jer indbyrdes.
Hvordan undgår man lus?
De fleste mennesker vil før eller siden opleve at få hovedlus, og særligt i børnefamilier er problemet altså udbredt. Hvis du vil være fuldkommen sikker på at undgå at få lus, skal du helt og holdent undlade at være i nærkontakt med andre mennesker. Dét må siges at være en uholdbar løsning, og derfor er det langt bedre at finde frem til et forebyggende produkt mod lus, der kan hjælpe med at holde bæsterne på afstand.
Vores kunder oplever, at vores lusekur kan bruges forebyggende. Ved at sprøjte lidt af vores tinktur i håret om morgenen kan du undgå at blive smittet med lus i løbet af dagen. Har du børn, der går i skole eller børnehave, er det oplagt at bruge tinkturen dagligt, så I kan holde lusene ude af familien.
Du kan læse meget mere om vores tinktur, som både kan bekæmpe lus og virke forebyggende mod hovedlus her. Ønsker du at købe den, finder du den på denne side.